Forsiden
Gudstjenester
Arrangementer
Kirkebladet
Studiekreds
Nørkleklub
Kirkens kor
Babysalmesang
Konfirmander
Præstens Blog
Om kirken
Kirkegården
Menighedsrådet
Seest lokalhistorie
Praktiske oplysninger
Kontakt

 

Kirkekontoret:
Kirketoft 2, Seest
6000 Kolding.
Tlf.: 75 52 47 07
Åbent:
Man. – torsdag 9.00-12.00
Torsdag tillige 16.00-18.00
Fredag lukket

 

   ”Det her er livet”

”Når jeg lægger gran på en frostklar novembermorgen, og når jeg klipper hæk en varm sommereftermiddag, så tænker jeg: ”Det her er livet!”

Jonathan Bastian Bock, Seest Kirkes nye førstegraver, ser på mig med sine set åbne og fantasifulde ansigt. Vi har sat os på mit kontor for at lave et interview med ham. Jonathan er 33 år. Tanken strejfer mig, at han ligner en solid udgave af ”den tapre landsoldat”.

Er graver livet også livet, når det regner, hagler og blæser, og præsten, kordegnen og organisten vi sidder lunt og godt med vores arbejde ved skærmen og orgelbænken?

”Når det regner, så tænker jeg: ”Ja, det regner! Men det er naturligt!” Som graver følger man årets cyklus. Sæsonen starter med at plante forårsblomster. Så luger vi, klipper hække, planter sommerblomster, luger igen. Så bliver det løvfaldstid og grandækning. Derefter vinter med sne og børnegudstjenester. Det er hiets tid: vi sliber knive, planlægger og lader op”.

Det lyder næsten som om, du er lykkelig?

”Ja! Graverarbejdet er et gammelt fag, vi bruger gammeldags redskaber som skovl og skuffejern, kirkegården er ikke fuld af osende maskiner eller kemiske hjælpemidler. Det cykliske, jorden og vejret, det er livgivende og fuld af mulighed for eftertanke.
Johannes Møllehave har engang skrevet: Det gammeldags ur har visere som kører rundt. Sådan er graverens arbejde!
Før arbejdede jeg 10 år i Billund Lufthavn. Der var klimaet det samme hver dag, temperaturstyret, og der var ingen omskiftelser. Det kunne være som en uendelig række dage. Selv om jeg var glad for at arbejde med mennesker dér. Men det var, for igen at tale med Møllehave, som det digitale ur, der bare går fremad i en uendelighed.
Det kan godt være hårdt på kirkegården, fordi det er koldt, Men du ved at det vender, og sommeren kommer igen”.
Jonathan ler lidt. ”Jeg ved godt jeg tænker meget og taler en del”.

Jeg tænker på, at vores nye graver har meget på hjerte. Han har også livserfaring med sig. Jonathan er vokset op på Nørrebro og Christianshavn. Hans far, Erik Bock, er sognepræst ved Hellig Kors Kirke. Jonathan har haft sin barndom tæt ved Assistens Kirkegård, hvor mænd som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Peter von Scholten, Niels Bohr, Jens Jørgen Thorsen, Dan Turrell og mange flere ligger. Jonathan er vokset op med teologi, kirkegang og kunst. Med eftermiddagsture på Christiania og med en stor slægt i Jylland. Men også med seriøs håndbold og københavnske skoler.

Nu er jeg selv fra København, Jonathan. Det er værdifuldt, synes jeg, at kende mennesker flere steder i Danmark. Hvordan ser det ud for dig, er du jyde eller københavner?

”Mit hjerte har altid ligget i Jylland. Her boede min farmor, og vores rødder går tilbage til Løgumkloster og Skærbæk i Sønderjylland, ja og til Århus, hvor min farfar var præst ved Frue Kirke. Vi har familiesommerhus ved Rude Strand.
Jeg har boet i Jylland i 15 år. Her slog mit hjerte for alvor rod, da jeg mødte min kone Mette. Vi har været gift i 13 år. Vi har 3 børn: Elias på 13, Gabriel på 11 og Petrea Sonni på 7. Jeg har arbejdet 10 år i Billund og blev graver for 3 år siden i Smidstrup”.

Nu er du så kommet til Seest Kirke. Hvad betyder det for dig, og hvordan opfatter du Folkekirken og kristendommen?

”Seest Kirke er et særligt sted. Kirken og kirkegården er beliggende på et højdedrag. Man kan næsten skue ned over Koldinghus og Kolding fjord. På kirkegården ligger Bartholdy, og I har haft jeres missionær Inge Marie Holst. Jeg hørte om hende i radioen. En stærk kvinde som tog til Pakistan.
Jeg ved jo også at min forgænger Torben (Pedersen) har givet kirkegården et godt ry. Der bliver noget at leve op til for mig!”.

Hvad betyder kirke og kristendom?

”Kirken betyder faktisk meget for mig. Jeg tænker meget på det kristendommen indeholder. F.eks. hvis jeg er skrap overfor mine børn, så kan jeg tænke: ”Lad nu det mildeste komme frem i dig!” En præst sagde engang: ”Lad være med at tro på din egen overbevisning, tro på Herren!”. Jeg ved godt, det var meget stærke ord, men jeg tænkte: ”Lad være med at tro, du kan rumme hele verden. Giv dig selv en fridag! Jesus siger det også godt:” Lad være at bekymre dig om morgendagens problemer”.
Jeg kan lide at være i kirken og gå til nadver. Der er ro og enkelhed”.
”Jeg var med til Haderslev
Stiftsfest for nylig. En fra en anden kirke sagde: ”Nu er de unge on-line, det er ikke det samme som ånd-lig”. Det er rigtigt. Folkekirken har sin helt egen rigdom. Den har noget helt for sig selv. Den er det store fællesskab både for de meget kirkelige og de ikke så kirkelige. Vi skal værne om det!
Faktisk synes jeg, søndagen er en fridag. Jeg bliver ladt op af en gudstjeneste. Det har jeg fra jeg var barn og var i kirke hos min far. Så glædede jeg mig til, gudstjenesten var slut, fordi jeg kedede mig. Men når jeg gik ud i lyset, gik jeg ny ud i verden. Du har ikke behov for mere. Jeg ved godt det nok lyder simpelt, men det er ligesom vandet fra vandhanen: det er frisk og gratis. Prøv det!”.

Det kunne jeg ikke have prædiket bedre. Især ikke glæden over Folkekirken som rummelig og dagligt brød for alle uden alt for mange krav om en indviklet tro. En kirke hvor alle kan tale og tænke med om den kristne fortælling, det er godt! Luther sagde jo også, at vi alle er præster. Dejligt med sådan et engagement!

Jonathan, det med vandet i vandposten lyder lidt som biskop Lindhardt, som sagde, at gudstjenesten er som rugbrød.

 Men et sidste spørgsmål: Hvad er dine visioner for vores kirkegård?

”Jeg kan tænke mig, at kirkegården er som en sansehave. F.eks. at man møder duft af lavendel og syrener. At der er forskellige små træer, der giver skyggefulde steder, når mennesker kommer for at mindes og føle for de døde. Kirkegården er de dødes have. Derfor er jeg også meget interesseret i folks ønsker for kirkegården. Så bare kom og spørg!”.

Kristina Nilsson
sognepræst