Kirkekontoret:
Kirketoft 2, Seest
6000 Kolding.
Tlf.: 75 52 47 07
Åbent:
Man. – torsdag 9.00-12.00
Torsdag tillige 16.00-18.00
Fredag lukket

Præstens blog

30. september 2011
Gang i sognehuset. Seest som Danmarks brændpunkt.

Da Poul Erik Skammelsen holdt foredrag i sognehuset forleden, fortalte han om den mærkelige følelse det er at tage til et af verdens brændpunkter, f.eks. krige i udbrud, mens alle andre end journalister og nødhjælp rejser i huj og hast ud af landet i krig. Det fik mig til at tænke på, da Seest var Danmarks brændpunkt nov. 2004. For som så mange andre skulle jeg også ind til mit hus efter børn og andre ting, mens kvarteret var ved at blive evakueret. Det var ret syret at gå imod strømmen hen mod de små eksplosioner, mens buschaufførerne sagde, der var undtagelsestilstand i Seest, taxaerne ikke ville køre ind, og folk var på vej ud.
Så her i Seest har vi da også oplevet den gyngende grund. Poul Erik Skammelsen fortalte, at hans familie kan finde på at sige: ”Åh nej Poul Erik, du skal ikke komme hjem, så sker der bare en katastrofe her”. Så den aften han var i sognehuset i Seest, lavede vi sjov med, at den nedstyrtende satellit forhåbentlig ikke ville vælge ham… hvad blev der egentlig af den?
Det var en god aften med den ”Mr. News”, der var fuldt hus i sognehuset og lækre snitter. Vi er også begyndt at få mange frivillige, som er med til at få arrangementerne til at køre helt prof´agtigt.

Seest beboere befolker Seest Kirke og Sognehus
De nye tiltag i sognet blomstrer: nørkleklubben og lokalhistorisk arbejde præges hverken af præst eller af menighedsråd, men af sognets beboere som har lyst til at lave noget sammen. I lokalhistorisk arbejde var vi nede på stadsarkivet. Tænk dernede er adskillige fine kasser med fortællinger, billeder, optegnelser, avisudklip fra flere 100 års historie i Seest og omegn, som gæve folk har samlet og stadsarkivets frivillige har registreret. Man kan få lov at læse i det hele dernede. F.eks. læste vi, hvordan under svenskekrigene i 1650´erne Seest blev raseret. Hvordan der stod slag ude ved Gelballe i 1848-50, og vi læste om, at høstfesterne i Seest blev holdt på Bondebjerg (der hvor Apostolsk Højskole ligger i dag). Der var også en fortælling fra Lejrskov, om en kvinde i 1800 tallet, som forgiftede sin mand, og som til straf blev halshugget på en mark derude. Mens vi sad og hyggede os med det, lavede Dedenroth Skov kaffe til os.
I studiekredsen har vi det også vældig fornøjeligt. Vi har læst digte om Johannes V. Jensen, som står i USA og ikke aner, hvorfor han rejser verden rundt for at finde ro i sit jeg, mens vandmasser og et forsinket damptog holder ham fast i begyndelsen af det 20. århundrede.

Kulturer også kirke
I Seest Kirke lever det kulturelle og folkelige side om side med det kristelige. Alt skal ikke handle om kristendom, men spørgsmålet er, om der ikke er kristendom i alting. Konfirmanderne og jeg finder i hvert fald emner om kristendom i actionfilm og Harry Potter. F.eks. er det i den kristne tro og kultur: Kærligheden som overvinder alt. Det gode er stærkere selv end døden. Og det står i modsætning til adskillige actionfilm, hvor det Onde er mægtige kræfter fra det ydre rum.

Kirkestrid
Der har været megen ballade de sidste måneder, fordi vores nabosogn nu kun har præster, som ikke vil vie folk, som er fraskilte, altså præster med en fundamentalistisk bibeludlægning. De 3 herrer er i mindretal i Folkekirken (de er også imod abort og kvindelige præster, erotik udenfor det første og eneste ægteskab), men det er vigtigt, at vi andre præster og kirker fortæller folk, at vores kristentro har et helt andet forhold til det moderne menneskeliv. Så længe jeg er præst ved Seest Kirke, vil forkyndelsen her handle om, at kristendommen først og fremmest er en fortælling om, hvad den inderste sandhed er med vore moderne liv. Nemlig: at Gud er til i sin fortælling om, at hans kærlighed er stærkere end døden. Han sætter sit liv og sin magt bad det. Vi har mange spørgsmål at stille: hvorfor kan vi ikke se Gud? Hvorfor er der ondt i verden? Hvorfor taler Gud ikke nu men kun gennem mennesket Jesus i oldtiden?  Det er helt relevante spørgsmål! Svarene er delvis at finde ved at acceptere, livet er sådan, og at vi må lytte efter den levende Gud i hans ord og i livet, hvor det lykkes og blomstrer trods smerte og død.

Præstorlov
Jeg har orlov fra mit job 3 måneder fra 1. oktober. Det er en uhørt luksus! Jeg skal 2 ting: læse: dansk. Jeg er i gang med de mest fantastiske romaner: ”Huset Buddenbrooks”, f.eks. En fortælling om en tysk borgerfamilies storhed og fald i slutningen af 1800 tallet. Den skal vi læse i studiekredsen en dag! Og jeg skal læse teologi: Jeg vil læse nogle moderne teologiske bøger om, hvordan vi kan opfatte begrebet om Gud i vores nutid, hvor vi godt ved, han ikke sidder på en sky og ”slynger lynets pil” som der står i en salme 

Kristina Nilsson

20. juni 2011
”Hva, præst arbejder du bare en time om søndagen?”

Lad mig slå fast med det samme: præstearbejdet er et dejligt job. Vi arbejder fuld tid lige som andre, men jeg har i høj grad frihed til at vælge de områder, jeg vil sætte min arbejdskraft ind på. Hovedopgaven er at forkynde evangeliet. Og det kan man jo gøre på mange måder.
F.eks. lave halloweenbørnegudstjeneste med konfirmanderne. Tale om død og liv og overtro med dem, mens vi klæder os ud som mumier. Eller når jeg har samtaler ved livets overgange: dåb, konfirmation, vielse, død. Så hører jeg efter, hvad der rører sig i mennesker nu og taler med dem om, hvad kristendommen kan betyde i deres sorg eller glæde. Jeg holder temagudstjenester, her taler jeg måske om kirkens historie, genfortæller romaner eller udlægger Grundtvigs salmer, så det sætter tankerne i gang om, hvad liv og kristendom er og har været.
Seests Kirkes omfattende kulturelle mødevirksomhed er også et led i forkyndelsen. For kirken er også fællesskab og åndsformidling. Så sogneaftener med en journalist om verdens brændpunkter, eller en eftermiddag med en fængselspræst giver meget nyt at tænke på. Forkyndelse, undervisning, samtaler og det at lede gudstjenesten med dåb og nadver er det vigtigste præsten laver.

Men der er meget andet. Nu sommeren over måtte jeg lave konfirmandprogram, læse bøger til min studiekreds, lave kirkebladet her, sende breve ud om sæsonens første børnegudstjeneste. Vi har haft planlægningsmøder blandt personale, i menighedsrådet, blandet provstiets kollegaer. Jeg har været på kursus om at have børnekonfirmander, fordi vi snart skal starte det op. Præsten er en slags leder, men det skønne er, at vi leder visioner. Så det kan alene blive teamledelse.
For at have fantasi og inspiration er det meget vigtigt for mig at læse og følge med. Litteratur, teologi, avisartikler om samfund og naturvidenskab. Præsten skulle gerne være er reservoir af mere viden og flere vinkler på tingene. Nogle præster på det, andre på at være gode til det psykiske eller til det åndelige. Men jeg er altså orienteret om mere direkte faglige områder.

Jeg er nok en meget nutids-orienteret præst. For det vigtigste for mig som præst er, at den forkyndelse jeg formidler kan tros med en moderne forstand, uden man behøver koble den fra. Det at være kristen betyder alt for mig, men det er fordi, Gud giver den bedste mening i verden. Det er ikke en Gud som sender rullende torden fra bjergene, eller som vil mennesker skal leve efter gamle regler. Det er en Gud som er her i sit Ord og sin Ånd. Som taler, fortæller og opmuntrer os, og som siger: du skal ikke dømme men elske, for jeg dømmer ikke dig.

I min fritid svømmer jeg og læser rigtig meget. Jeg læser dansk på universitetet, jeg er alene med 3 drenge. Livet er alting værd! Det er en gave.

Kristina Nilsson

16. marts 2011
Seest Sognehus – med en selvforståelse som Peterskirken i Rom.

”Salen” kalder vi vores fantastiske store møderum i vores splinter nye Seest Sognehus. Det er som om, alle omkring Seest Kirke er vokset 50 %, fordi vi har fået et sognehus. Både mængden af mennesker, som kommer til tøndeslagning og morgensang med rundstykker, men også mængden af arbejdsglæde, iderigdom, størrelsen på sognet og medarbejdere… hæ, eller ikke mængden af betalte medarbejdere. Det er noget af en udfordring: at få gjort rent og stillet kaffe klar, at have et hus folk kan gå ind og ud af uden en masse medarbejdertimer.
Vi ”fisker” derfor efter frivillige, lige så snart vi ser et menneske, som er interesseret i sognet: mødre (fædre) til at lave lasagne, tidligere medarbejdere til at hjælpe med bordopstilling. SÅ skulle du få lyst til at være på en frivilligliste, også bare for at hjælpe en sjælden gang imellem, så er du velkommen til at ringe til mig… man kan også fiske i sin blog!
Det er ellers en superindvielsessæson vi er i gang med. Til indvielsen talte både borgmesteren og provsten om, at de er glade for, sognehuset er tænkt til at kunne udlånes til kulturel aktivitet for alle i Seest (når kirken ikke selv bruger salen). Det manglede bare! tænker vi. Vi forvalter jo et hus, som er alles. Dog kan man ikke holde egentlige private fester i huset. Der er mange som har spurgt mig: kan vi leje huset til fest? men, selv om det vil være dejligt, så tror vi nok, det vil slide lige lovlig meget på huset. Og vi kunne jo også kun låne det ud til én konfirmationsfest pr. år alligevel, så det kan man ikke.
I aften kommer Buk-Swienty og fortæller om ”Dommedag Als”. Der er 80 tilmeldte, så vi skal rigtig sætte op og købe ost og rødvin, og vi skal have av udstyret til at virke… konfirmanderne ved, at det kan være indviklet for en midaldrende præst.
En anden fantastisk ting ved sognehuset er, at børn som kommer ind, straks indtager det. De små leger gemmeleg og leger på gangene. De store sætter sig i hallen i sofaerne, og børn i alle aldre slænger sig på gulvet, der er opvarmet. Huset er vildt børnevenligt!, og det har vi slet ikke overvejet!
Jeg talte til indvielsen og sagde: ”Når jeg står i sognehusets sal, har jeg det som paven i Rom, som står i Peterskirken.. Og en lutheraner spørger: er det her marmorhvælv virkelig til Guds ære? .. paven må så tænke på, hvordan pengene til kirken kom fra afladsbreve og opdagelsen af guld i Amerika. Ja, og på at han tyv stjal kobbertaget på det unikke oldtidstempel, Pantheon, i Rom til de snoede kobbersøjler på højalteret. Jeg behøvede bare svare konfirmanden, som spurgte mig: ”Øh, hvem har betalt det her sognehus, er det kommunen?”. ”Nej”, svarede jeg. ”Det har alle medlemmerne af kirken, altså du selv!””.
VI tænker jo på at lave sykreds og lokalhistorie. Flere børneting. Men især det med morgensang med rundstykker en times tid en torsdag formiddag om måneden. Det vil jeg gerne anbefale! Også selv om man ikke er vant med Seest sogn. Her er lejlighed for at få en snak, se hvem vi er, synge et par sange og høre en historie.
I min studiekreds –hvor vi er ca. 9- læser vi næste gang Markusevangeliet som litteratur. Det glæder jeg mig til. Og derefter. Guldagers bog ”Ulven”. Det er dejligt med studiekreds! Mens jeg læser om Markus, har jeg brugt en ny bog af en universitetsteolog, som hedder Geert Hallbäck: Det nye Testamente ”En lærebog”. Det er en virkelig god indføring i Det nye Testamentes tilblivelse, forfatternes intentioner med skrifterne, den historiske niveau med mere. F.eks. tænker vi altid, at evangelierne er det ældste billede, vi har af Jesus. Men det ældste billede er faktisk nogle hymner (sange) og breve i Det nye Testamente, som beskriver, hvordan de første kristne har mødtes for at lovprise Jesus Kristus, og som har set Jesus som en guddommelig person, der snart kom tilbage og holdt dom over verden og skabte Guds rige til de troende. Altså nøjagtig lige så karismatisk, som i helt nye sekter i vores tid, som tror den døde leders snarlige genkomst (fx Scientology, den ikke særlige rare sekt). Først da Jesus samtidige er ved at dø ud, bliver kristendommen orienteret om at være en religion, som lever i verden, og som altså udfolder, hvad Jesus sagde om at leve i verden, ja lader 4 forfattere beskrive det, de hver især tror. Bogen kræver man kan lide at læse fagstof, men den er for alle og kan anbefales!
Jeg har sat en prædiken ind på hjemmesiden. Om Gud og naturkatastrofen i Japan her i marts. Her forsøger jeg at beskrive, hvordan Gud kan være af betydning for os, selv om han ikke blander sig i naturkræfterne. Ja, hvor er han i verden, når alting ser så sort ud. For Gud er jo mildest talt skjult. Det er i det hele taget en spændende samtale: Hvor kan vi se Gud? Luther svarede: Kun i Jesus Kristus! Det er af betydning. For at tænke Gud skjult, så han har en skjult mening med historiens gang, med lidelsen f.eks. Det tror jeg bestemt ikke. Det er alle ikke enige om. Men det er ikke mærkeligt, for vi kan jo ikke skue Gud.
Påsken nærmer sig, som hvert forår. Her har vi vores Gud. Det er helt utroligt! Vores Gud lider og dør som et menneske. Og hvorfor? For at vise os, at han er med os i lidelsen, og at kærligheden til ens venner står over livet selv.

Kristina Nilsson

11.dec. 2010
Præstens vinterblog.

Konfirmanderne og jeg har lige leget hekse, som fremmanede ”Gedemanden” og hans djævle. Mumier kom der også frem, bag alteret. Konfirmanderne havde kæmpet en sand kamp med toiletpapir og gaze, så de kunne se creepy ud. Det var til halloween-børnegudstjenesten. Børnene så nu ikke så bange ud, udklædte som de var som skeletter og djævle. Men Jesus manede også alle døde gespenster tilbage til de døde. For vi kristne tror simpelthen ikke på døde gengangere! …selv om jeg måtte sige til børnene: ”bliver I alligevel bange, så bed fadervor, og råb Jesus navn efter draculaerne”.

Der er mennesker som synes, kirken ikke skal tage halloween ind. Men der er tradition fra middelalderen om at tage kampen om i kirkespil mellem den onde og Gud. Så bliver den onde udstillet som en fjærtende og dum taber. Jeg fortalte om middelalderen i Thit Jensens udgave til fortællegudstjenesten. Romanen ”Stygge Krumpen” viser malende, hvordan kampen mellem Gud og død og Djævel hørte kirken til for 500 år siden. Jeg tænker også på, at alle vore gudstjenester sender den onde ud: ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger”. Så halloween, som er en gammel dag for de døde, som bliver levende, er fin i kirken.

Ellers har vi nok at gøre med at drømme om Seest Sognehus. Vi har holdt møder om nye tiltag, vi har prøvet stole, vi arrangerer den store åbningsfest, og vi taler om, hvordan huset kan lånes ud. Indvielsen bliver den 27. februar kl. 10.30. ALLE er velkomne. Et nyt tiltag bliver morgensang med kaffe og rundstykker en torsdag om måneden. Det glæder jeg mig til. Alle er også velkomne der. Vi er spændte på, hvor mange som vil spørge om at låne huset.

Vores kirkegård er snart blevet det mest levende sted ved kirken. Vores nye graverteam og deres medhjælpere har en travl men også dejlig hverdag. Gravpyntningen når endnu engang nye højder i kreativitet. Den nyeste medarbejder Tine Bihl, som er på halv tid ca., hun skal være ”pedel” i sognehuset. Vi er rigtig glade for at have 3 friske udadvendte folk: Jonathan, Craig og Tine. Når vi holder personalemøder, så skulle man tro det var en større virksomhed med al den kreative samtale og latter. Ikke mindst fordi også præst Harry Sørensen, som er pensioneret, men frisk som en havørn, er tilknyttet kirken indtil juni 2011.

Vi synes sognet trives. Til sogneeftermiddagen med borgmesteren fik vi rigtig gjort ham opmærksom på vores hverdag. Og vi var også mange forsamlet om Vestindien. Studiekredsen læser Stygge Krumpen og vi skal se film den sidste gang.

Nu er det snart julekrybbespillenes tid. Det er super at en 2. klasse i år vil spille. I det hele taget er Bakkeskolen altid med på samarbejde. Godt klaret, for som jeg hører i skolebestyrelsen, så er Folkeskolen blevet et sted, hvor skolen har travlt med at måle og veje børnene i læsning og koncentration. Og de bliver let fundet for lette.

Jeg synes Folkekirken har en mission: at give mennesker nogle værdier, nysgerrighed og tro på, at liv, kærlighed og fantasi. Fordi livet og verden er en gave. At det er vigtigere at have lyst til at lære end at kunne læse i børnehaveklassen. For nok skal vi kunne klare os globalt, men vi har brug for mere fordybelse og bedre værdier end blot at kunne mestre et bestemt arbejde og en bestemt uddannelse.

Jeg håber, vi alle får en god vinter.

Kristina Nilsson

13. maj 2010
Sommer 2010

Gamle præster og masser af fortællinger

Kirken er sæsonarbejde. Måske ikke helt ligesom en jordbær- eller æble- sæson, men alligevel: Når konfirmanderne tripper lidt svimle ud af kirken store bededag, og vi har haft vores skovtur ovre i Seest Præsteskov, så er det tid til at gøre ”høsten” op og tænke på en ny sæson efter sommerferien.

Selv har jeg haft megen glæde af, til en sogneeftermiddag, at fortælle om sognets berømte søn, nemlig Christian Bartholdy, Indre Missions formand gennem mange år. Den brave og skarpe missionsmand er god for mange sjove fortællinger. F.eks. ville han kun komme til missionsjubilæum i Seest engang i 70’erne, hvis han måtte nyde sin gode cigar ved mødet. Det var imod god skik, men man gjorde en undtagelse, selvfølgelig. Jeg mødte også forleden Seest Kirkes tidligere præst, pastor Storebjerg. Han kunne fortælle, at Bartholdy kunne være en meget kritisk kirkegænger, som gerne kommenterede bramfrit, hvis han fandt prædikenen tynd. Pastor Storebjerg og hans familie havde i det hele taget et travlt præsteliv her i Seest. Alle arrangementer foregik inde i præstegården, og hvor den nye kirkegård ligger, var der dengang marker.

Denne vinter har jeg igen tænkt meget over og læst meget om, i hvor høj grad vi lever af fortællinger. Pastor Storebjergs børn fortalte f.eks. om, hvordan de havde boet i præstegården: ”Her var systue”, ”Her var juletræet, kan I huske det”. ”Her holdt far møder”, ”Her var lillebror bundet til lindetræet, fordi mor havde travlt. Folk kunne se det ude fra vejen”. Når man hører sådanne fortællinger, vælder billeder frem i en, og verden –nu i min præstebolig, bliver større og anderledes.

Der er en ny fortælling, som er ved at blive fortalt uden for mine vinduer, nemlig fortællingen om vores nye sognehus. Hver dag sker der nyt: gulvet er blevet støbt her i går, med gulvvarme og det hele, som blev lagt i forgårs. Jeg kan se, vi får en kæmpe stor sal, hvor sognet kan holde møder for mindst 100 mennesker. Så nu er vi begyndt at digte nye fortællinger om, hvordan vi skal gøre huset til et hus for hele sognet. Måske vi skal lave små moderne andagter med rundstykker bagefter? Eller samle en gruppe, som vil lave mad efter børnegudstjenester?

I min læsekreds har vi fulgt Leif Davidsen i ”Limes billeder” fortælle os et drama med den militante venstrefløj som skurke. Vi har læst Dorrit Willumsen om Dronning Elisabeth, Christian d. 2.s fine og trofaste unge dronning fra Gent, som døde i en alder af 26 år. I Kolding Kirkehøjskole, tre lørdage nede i Nicolai sognehus, har vi set moderne kirkekunst og hørt om 2000 års bibelhistorie.

Nogle af de bedste fortællinger foregår i kirkerummet. Til vielser og begravelser, hvor menneskers liv bliver fremlagt og vævet sammen med Guds fortællinger. Alligevel er kirkegangen lige nu lidt for nedadgående her i Seest. Faktisk har det været tæt på messefald (aflysning) ved flere 9 tjenester. Det er ikke gudstjenestegang, som danskerne forbinder med at være kristen. Det er snarere fortællingerne omkring livets og årets højtider, der gør mennesker til kristne: dåb, jul, vielse o.s.v. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, for det er altid godt at høre Guds fortællinger, tænke over sit liv og synge i kirkens rum. Men sådan er det lige nu, og det betyder heldigvis ikke, at mennesker er ligeglade med kristendommen i øvrigt.

Faktisk har vi i Danmark og i det øvrige Nordeuropa en god tradition for, at kristentroen er noget, som først og fremmest leves gennem vores almindelige liv. Jeg har fortalt om H.C. Andersen i vinter. I hans fortællinger væves troen på Guds evighed, engle, godhed sammen med de liv vi lever. På én måde naivt og fromt, men ikke uden løftede pegefingre. Det er en slags barnetro, som digterens personer og skabninger bare lever i, ligesom når vi lever vore liv og af og til strejfer Guds fortællinger om livet.
Men selv om kristentroen lever i vore liv udenfor kirken, har menighedsrådet og jeg besluttet til efteråret at aflyse 9 tjenesterne for i stedet at lave temagudstjenester og flere børnegudstjenester: anledningsgudstjenester som mærkedag for danske udsendte soldater, børnegudstjeneste til halloween, eller temaer som musik- og fortælle- gudstjenester.

Hav en god sommer.
Kristina Nilsson, sognepræst krn@km.dk

19. november 2009
Tempo på kirken – eller: den flygtende julegris.

Efteråret ved Seest kirke er fuld af opgaver. Konfirmanderne har lige danset en musikvideo-dans til U2 ”Magnificent”. Vi har opført den til en ”freestyle” gudstjeneste, hvor de 15 årige blev set af 300 andre 15 årige. Lettere grænseoverskridende! Vi havde næsten ikke nogen forberedelse, så det var super, at de turde danse, være engle og være hårde drenge. Dansen handlede om, at når mennesker har misbrugt hinanden, er det stadig kun kærligheden, der kan ”heal such a mark”. Jesus omfavnede med sine engle både ofre og gerningsmænd i dansen. Helt 70ér agtigt var det. Hæ, jeg måtte ganske vist hente drengene nede bagved, da de skulle på scenen, mumificerede i sej udklædning, men de gjorde det! Vi gentager dansen til familiegudstjenesten 1. søndag i advent.

Vi har jo nemlig fået et nyt lydanlæg i kirken. Bose- og bas – højttalere og 8 mikrofoner i brug samtidig. Så U2 vil fylde rummet den 1. søndag i advent! Til april skal vi have et Mozart foredrag med musikeksempler. Og nu kommer vi til at kunne høre ordentligt, når Maria hvisker til englen, at hun er bange, og når Josef ikke tror, Gud er far til barnet. Både børnehaver og skole laver krybbespil til julegudstjenesterne.

Jeg er ved at læse om Christian Bartholdy. Han ligger ovre på Seest Kirkegård. Jeg skal fortælle om ham på vores decemberældremøde, hvor vi skal på en lille kirkegårdsrundvisning, fordi vores graver Torben Pedersen går på pension. Bartholdy var formand for Indre Mission i mange mange år. Han er opvokset i Seest præstegård. Han var en spændende mand. Sådan en ”sort” præst formiddagsaviserne trak frem som et spøgelse, når han tordnede imod ”møgkiosker”, som solgte porno eller i debatten om kvindelige præster. Men samtidig med han turde sige, hvad han troede, så var han en klog og livsglad mand. Han sagde f.eks., at Indre Mission havde to markante skikkelser at takke i Danmark. Nemlig Kierkegaard og Grundtvig. Det hidsede mange missionske op. For mange af dem hadede grundtvigianere. Men det var klogt sagt, for Indre Mission havde lært af Grundtvig, at det er tilgivelsen i dåben og nadveren, der er det vigtigste i den danske kristendom. Det er ikke den personlige godhed eller fromhed eller omvendelse.

Alle vore møder i Seest går vældig fint. Og derfor glæder vi os til, når bulldozerne kommer til marts og graver ud til vores nye sognehus! For så kan vi holde større møder, f.eks. med en kendis eller to. Så kan vi satse på 100 tilhørere. Vi har mange ideer til livet i sognet. Vi håber, I får lyst til at være med!

I kirken er det dog altid gudstjenesten og de kirkelige handlinger, som er Folkekirkens hjerte. Her prøver vi altid både at møde de mere kirkefremmede og de faste kirkegængere med kristendommens dybde tradition og fornyelse. Det er en balance. Vi glæder os f.eks. til de ni læsninger, hvor organist Yvonne har et ad hoc kor, hvor interesserede kan komme 4-5 gange og øve bare til en gudstjeneste. Alle er velkomne, næsten med ethvert næb.

Og til alle jer, som kommer juleaften. Den første gudstjeneste er en børnegudstjeneste. Der er juleevangelium og de samme julesalmer. Men prædikenen er endnu et uanmeldt besøg af et dyr eller to. Sig det ikke til børnene: i år kommer der en julegris på flugt fra ovnen. Det bliver et virkelig påtrængende ønske om kirkeasyl!
Men er I interesserede i en ordentlig tale, så er det de to andre gudstjenester, I skal sigte efter. Jeg skal nok snart begynde at tænke over den tale, det er jo -som I ved- årets største ”kasse” succes.

Mange nisseagtige hilsner
Kristina Nilsson, sognepræst krn@km.dk

1. juli 2009
Nu er det allerede blevet sommer.

Men selv om jeg kan se det store lindetræ og den blå himmel udenfor, sidder vi alle foran vore pc'ere og arbejder, mens rågerne råber og skriger som himlens majestæter ude i trækronerne.
I Seest Kirke har vi haft et godt forår. Vi har startet flere nye ting op. F.eks. samlede Yvonne (vores organist) nogle af sognets voksne til et ad hoc kor, som sang taize-sange firstemmigt til en ”fastetids musik og billedgudstjeneste”. Det var en fornøjelse at se forældre, menighedsrødder og ansatte synge, mens jeg kæmpede med, at få projekteren til at vise billedkunst.
Min læsekreds har haft sin første sæson med romaner som ”Frygtelig lykkelig” og ”Vi de druknede” om forholdet mellem det gamle bondedanmark og nutiden. Men vi har også læst en krimi og talt om 1800tallets krige imod tyskerne. Hvis en og anden skulle have lyst til at være med til at læse romaner, må I endelig ringe til mig! Jeg refererer bogen hver gang, så man kan komme uden at have læst.
Vi har haft nogle forrygende konfirmanddage. Lavet sambarytmer og drama, men aller bedst var vores udflugt. Vi var i Fredericia for at se Bjørn Nørgaards gyldne alter og hans glasmosaikker. Konfirmanderne kunne let afkode ”tegneserierne” og se, hvilke fortællinger i glasmosaikken, der gav mening sammen. F.eks. Babelstårnet og pinsen. Vi gik desuden rundt i Fredericia med en museumsmand, som fortalte os, at Fredericia som fristad ikke alene havde flere religioner, dengang alle skulle være lutheranere i Danmark. Men byen er blevet til af tilflyttede forbrydere, som fik asyl imod kreditorer og andre straffe, hvis de ville bo i byen… det lo vi jo lidt af. Til gengæld fik konfirmanderne røde ører, da museumsmanden henne ved den tapre landssoldat af fuld hals sang ”I natten klam og kold”. Tænk det bare er 150 år siden, at soldater på 20 år kunne skrive hjem: ”ærede fader og moder. Frygt ikke jeg dør, tro kun på Gud Fader”. Bagefter mødte konfirmanderne de hjemløse udenfor Folkekøkkenet, og da jeg så deres uro, tænkte jeg på, hvor beskyttet et sogn Seest er. I København er der ikke et barn som bliver nervøs, hvis der kommer en ”sut” forbi. Så får man sig en lille snak med den hjemløse.
Den største nyhed det her halvår er alligevel, at vi tror byggeriet af sognehuset går i gang til næste år. Vi er ved at have tegningerne helt på plads, vi skærer i projektet, men vi tror på, vi får et hus, hvor sognets foreninger og mennesker kan komme og samles i en stor sal på 140 kvadratmeter.
Vores sogneeftermiddage og aftner er vi også rigtig glade for. Vi kan ofte ikke være inde i konfirmandstuen, men når det nye hus kommer, så tror jeg virkelig, der kommer ”klasse” over tingene. Vi håber også på at få råd til et super lydanlæg i kirken, så vi kan f.eks. kan lave musikarrangementer, og så konfirmanderne kan lave drama, så det kan høres gennem mikrofoner.
Efteråret vil byde på mange ”Fede” ting. Børnegudstjenester med spisning, Tom Buk- Swienty som fortæller om soldaternes breve og krigene i midt i forrige århundrede. Sogneeftermiddage, spændende gudstjenester. Kirkebladet er spækket med tilbud! Kolding kammerkor holder jubilæumskoncert, KUK 11 allehelgen med en strygerkvartet og meget mere.
Jeg har skrevet i kirkebladet, om nogle af jer kunne tænke jer at fortælle om et gravsted/et menneske som I har kendt, hvis vi laver en kirkegårdsvandring. Det ville være så fint at standse op ved nogle grave og sige: her ligger min…. hendes liv har betydet…. For kirkegården er jo et sted, som mange mange kommer. Kirke og gudstjeneste behøver jo ikke kun være søndag kl. 10.30. Det er også at gå rundt og tale og tænke på de døde på kirkegården.
Nu håber jeg, at I alle har en god sommer og en god høsttid, indtil jeg vender tilbage med ny blog.

Kristina Nilsson, sognepræst krn@km.dk

21. januar 2009
Præsten i trædemøllen

Januar og februar og marts… Så er der dømt gråvejr! Nogle dage er det som om, den mørke himmel og den grå regn bare vil hylde vore liv ind i tungsind. Og influenzaer som snor sig om hjørnerne. Og i den tidlige morgen, når vore hænder i mørke og blinde vil slukke vækkeuret, så strejfer spørgsmålet: Hvad er meningen med det hele?
”Det kører rundt –som musen sagde i trædemøllen”

Jeg har i hvert fald af og til et spørgsmål eller to: Hvorfra skal glæden komme? Fantasien? livskraften?
Så sidder jeg –sognepræsten- og higer og søger. I biblen og bøger, i hjerte og nyre. Og tro det eller ej: jeg læste om meningen! Meningen er: at tage glæden alvorligt! At se glæden i ungernes leg i børnehaven, i en samtale med en ven. I at kunne trække vejret frisk i blæsevejret og mærke kroppen blive varmet af de andres knus og kaffe. Bogen om glæden er skrevet af teologen Helmut Friis. Han skrev den, da han var ved at dø af leverkræft. Da vidste han i sin sorg, hvor meget livet er værd! Det skrev jeg en prædiken om forleden.
Jeg skriver også prædikener om Gaza. Om at Jesus siger: Elsk jeres fjender, forson dig med din bror! Så uanset vores krigslogik: så er krig syndigt! Og Selv om terrorbomber er afskyelige, så undskylder det ikke at smadre et indespærret folk, som Israel gør det!
Når jeg skriver prædiken om politiske emner, er det altid vigtigt at sige, at det er min egen opfattelse. Jeg kan ikke bruge Jesus til at tage parti. ”Giv kejseren hans og giv Gud hans”. Sådan tænkte Jesus. Det var det enkelte menneskes liv, som var afgørende for ham.
Jeg har også skrevet om Obama. Er det ikke mærkværdigt, at en præsident siger det, vi alle drømmer om? Men han er jo ikke som Guds søn, blandt andet fordi han hersker denne verden med magt. Men Obama prøver at gøre som Jesus: At forandre verden med sine ord.

Seest sogn er i gang med mange ting, kan I tro. Vi har en dejlig studiekreds i gang nogle onsdag-aftener. Her læser vi Liza Marklund, Hanne Reintoft, Herman Bang. Lige fra krimi til tidlig middelalder. Man kan komme uden at have læst hele bogen til aftenen. Ring til mig, hvis du vil med.

Julemåneden var så fuld af børnegudstjenester. Min 15 årige søn, Johannes, var inde i et hønsekostume og spillede Helligåndsduen, som havde bebudet Maria. Det var så sjovt!
Ved I: i december var ca. en tredjedel af sognet i kirke, lige fra dagplejebørn over skolebørn til alle familierne, som er proppet ind i kirken juleaften. Fantastisk!
Nu gør vi klar til en super samba salsa konfirmand fastelavnsbørnegudstjeneste. Konfirmanderne skal lave drama over Fristelsen i ørkenen. Vi skal lave sambaoptog og males i ansigterne. Derefter tøndeslagning hos spejderne. Kom og se det!
Yvonne, vores organist og jeg, gør klar til musikgudstjenester 1. marts og langfredag. Og de lidt moderne gudstjenester en gang om måneden kører godt.

Dagligdagen ved kirken omfatter mange flere ting. Jeg er rigtig glad for at tale med dåbsforældre. Så taler vi om, hvordan vi kan tro på Gud, samtidig med at vi lever i en moderne tid. Nogle gymnasieelever spurgte mig: hvad er det vigtigste ved at være præst? Jeg sagde: det er at gøre kristendommen troværdig og naturlig at tro på for moderne mennesker. Og det er ikke så svært. For Gud bor i Ord og i livskraft, i evnen til forsoning og evnen til glæde. Det passer godt til vore liv… Hæ og det var det samme Obama talte om.

Jeg skriver igen inden påske. I er altid velkomne til at ringe eller skrive, hvis I vil i kontakt med kirken… hæ eller gå til gudstjeneste!

Kristina Nilsson, krn@km.dk

24. november 2008
Rigtig moderne, at lave en blog
- en Seest Kirkes logbog på hjemmesiden. Her får I for første gang præstens beretning ”indefra” Seest Kirkes dagligdag.

I dag har jeg øvet krybbespil med 1. B nede på Bakkeskolen. I aften skal vi opføre krybbespillet på skolens teater for forældrene. Der er 10 piger, som er engle! Derfor har læreren lavet en engledans, som hyrderne og de frygtsomme brægende får udenfor stalden får at se. Pigerne er lykkelige og gør det superflot… og det tager laaang tid at hjælpe dem med bluser og vinger og hvide kjoler. Drengene, de er mere til at lave sjov med hyrdestave og kongekroner. Jeg har købt en hel del ekstra kongekroner, for de bliver let krøllede undervejs. Men de kan faktisk godt samle sig og spille krybbespil. Klassen skal lave krybbespillet i kirken til skole-julegudstjenesten.

Hjemme ved computeren læser jeg gamle julehistorier for at få gode ideer til de mange juleprædikener for børn og voksne. Så sidder jeg og fælder en tårer, når de fattige folk hos forfatteren Martin A. Hansen får Agerhøne, eller når Selma Lagerlöfs røverkone fra Göingeskoven grangiveligt kan paradiset på jorden julenat for en gammel abbed. Det er altid så tankevækkende at læse om, hvordan mennesker levede i for over 100 år siden. Men ud over at tænke på det svære og gode ved gamle dage, så tænker jeg især på, hvad jeg kan fortælle de største skolebørn fra 8.-10. klasse noget om kristendommen til skolejulegudstjenesten.. Og på hvordan børnegudstjenesten juleaften kl. 12.30 skal blive rigtig sjov.

Jeg er ikke den eneste, som har travlt her ved Seest Kirke. Graverne, Torben, Jesper og Carl-Erik, de dækker gran på over 500 grave i de her uger. De gør det så flot, og hvert år er der flere og flere som ønsker, at de pynter gravene. Midt i arbejdet med pyntning kommer der begravelser oveni og babysalmesang i kirken og mange andre ting.

Kirkebladet er lige kommet. Mange af sognets aktiviteter laver menighedsrådet og jeg. Så sætter vi os ned og finder på supergode arrangementer (og det kan jeg snildt prale af, for det er ikke mig som får de fleste ideer). Nej, Judith og Åse, Kirsten, Birthe og Jutta fra menighedsrådet og jeg, vi planlægger sammen. Hvis ikke vi lige har en idé, så tilbyder jeg at finde et spændende foredrag… Men de andre ved, at det kan være lige lovlig ”klogt”, det jeg finder på, så det kommer sjældent dertil. Kagerne tager jeg mig heldigvis ikke af, men det er vigtigt, hvilke flødeskumskager vi vælger! Men, nu har vores rengøringshjælp Line lovet os, at hun vil bage til vore møder. Vi har allerede smagt nogle lækkerier.

Der er også personalemøde i den her uge. Personalet mødes ca. en til to gange om måneden for at aftale praktiske ting, f.eks. hvad der skal forberedes til særlige gudstjenester. På næste møde kommer vi vist til at tale om fotografering i kirken. Vi drøfter, hvad vi kan gøre for, at folk fotograferer diskret. For det sker en gang imellem, at folk fotograferer lidt for vildt.

Organisten, Yvonne, og jeg vi skal også mødes. Vi har mange projekter i gang altid. Særlige musikgudstjenester, konfirmanddage. Vi skal til at øve dukkekrybbespil for de 1-3 årige. Det kræver sin kvinde at fange så små størrelser som etårige. Men så må æslet i stalden skryde, at Jesus må sove i hans madskål.

Det nye menighedsråd dannes på torsdag. Det er dejligt, at så mange bliver ved. Vi går også en god tid i møde, tror vi. Vi skal planlægge nyt sognehus. Og vi har fået nye dygtige medarbejdere, vores kordegn Inger og kirkesanger Jytte. Så fremtiden ser fin ud.

Jeg har lige læst i avisen, at en stor undersøgelse har vist, at konfirmander bliver mindre troende af at gå til præst. Jeg smiler lidt af tanken, for spørgsmålet er, om det er fordi de måske synes, det er alt for overnaturligt alt det med Gud? Eller fordi det er kedeligt. Nej, jeg tror ikke, det er fordi , det er kedeligt. I år lades jeg om jeg er Lukas og genfortæller Lukasevangeliet, og det er fuld af dæmonuddrivelser og helbredelser af syge. Og det er jo klart, at så må vi tale om, om der findes dæmoner, eller om det snarere er psykisk syge. Og om helbredelserne fandt sted, om Guds skaberkraft gav Jesus evnerne, eller om det er noget, de bare troede, Jesus kunne? Jeg taler med konfirmanderne om, at der ikke findes nogen sikker sandhed. Det er et spørgsmål om at blive grebet af budskabet. Sidste gang vi havde konfirmationsforberedelse, lagde vi vores ”skyld” i en kurv og stillede det foran alteret. VI skrev skylden op på sten, og de sten var så det, der tyngede os. Så holdt vi nadver og blev tilgive vores synder og vores skyldfølelser.

Nå, nu er den her blog blevet lidt lang. Jeg skriver igen først i det nye år. Jeg håber, I får en jul med mennesker I holder af omkring jer.

Kristina Nilsson, krn@km.dk